Mini-biografi: Var søn af en fuldmægtig, kom efter skoletiden i lære som maler og blev svend 1911. Var i 1910 blevet optaget på Kunstakademiet i København, modtog gennem ni år undervisning af bl.a. Joakim Skovgaard på billedhugger- og malerskolen, men skabte siden en karriere som tegner og grafiker. Var i 1917 på studierejse til Grønland, malede adskillige billeder med motiver fra naturen her, vendte flere gange tilbage og deltog 1930-32 i Knud Rasmussens syvende Thule-ekspedition, lavede tegninger, raderinger og illustrationer til flere af Knud Rasmussens bøger. Ernst Hansen besøgte fortrinsvis de nordiske lande, men var dog en enkelt gang i Paris, viste sine værker på udstillinger i Finland, USA, Frankrig, herhjemme på Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborgs Forårs- og Efterårsudstillinger m.m. Valgte ofte motiver som landskabet, fugle og dyr i naturen, men også tit den nøgne kvindekrop, der blev gengivet med et erotisk anstrøg. Den enkle præcise streg gjorde Ernst Hansen til en efterspurgt illustrator til bl.a. Politikens og Berlingske Tidendes forsider og til adskillige bøger, som Hans Hartvig Seedorffs Pigens møde med Pan, Jens August Schades Jordens Ansigt og Marsk Stig. Ernst Hansen lavede tillige adskillige træsnit, litografier, bogomslag, bogbind, ekslibris samt smykker. |