© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Jørgen Christensen | Dansk landmand og sparekassestifter Født mandag den 28. februar 1831 i Kirke Stillinge, Slagelse Død søndag den 25. oktober 1863 i Kirke Stillinge, Slagelse |
Mini-biografi: Var søn af en gårdmand, måtte som 14årig træde til og styre sin fødegård da faderen døde. Var velbegavet og dertil tidligt udviklet, havde et ret følsomt sind og var let at påvirke, kom allerede som teenager i forbindelse med bondevennebevægelsen og lærte dens ledende mænd at kende. Jørgen Christensen var 1853 medvirkende til oprettelsen af Hindholm Folkehøjskole, blev året efter formand for Sorø amts landkommunalforening, der 1855 gik sammen med de tre andre sjællandske foreninger i Den sjællandske kommunal- og valgforening. Christensen rejste ved et bestyrelsesmøde i København, forslag om oprettelse af en spare- og lånekasse for bondestanden i Sjællands stift og fik stor tilslutning fra flere amter. Bønderne på Sjælland var utilfredse med ledelsen af de bestående sparekasser, der ikke var så villige til at udlåne penge til driftsforbedringer og fæsteafløsning. På et møde i Ringsted 1856 blev lovene for Den sjællandske Bondestands Sparekasse vedtaget, C.C. Alberti blev valgt til formand, mens Christensen kom i bestyrelsen og påtog sig at køre rundt på Sjælland for at vække interesse for de sjællandske bønders selvstændige pengeinstitut. Christensens gravmæle blev rejst i taknemmelighed af Den sjællandske Bondestands Sparekasse. |
|