© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Karen Poulsen | Dansk skuespiller Født tirsdag den 10. maj 1881 i København Død søndag den 15. februar 1953 i København |
Mini-biografi: Var næsten forudbestemt til scenen som datter af kgl. skuespiller Olaf Poulsen og kusine til Adam og Johannes Poulsen. Karen Poulsen debuterede på Det kgl. Teater i 1900 som Pernille i Holbergs komedie Mester Gert Westphaler og var tilknyttet Dagmar Teatret, Aarhus Teater og Det ny Teater, før hun i 1912 vendte tilbage til Det kgl. Teater og blev her indtil 1938. Kom på Frederiksberg Teater og spillede bl.a. titelrollen i Hendes gamle Naade. Var allerede i 1911 virksom på Nordisk Film og medvirkede i 28 stumfilm, senere i Carl Th. Dreyers Der var engang. Karen Poulsen gjorde sig ikke gældende i de store roller, men gjorde indtryk som Dittes bedstemor i Ditte Menneskebarn (1946). Havde sin sidste filmrolle som spåkonen i Historien om Hjortholm (1950). Hendes stemme hørtes tit i radioen ved oplæsning og i hørespil. Var gennem en snes år medvirkende i 13 film, hvoraf de kendteste er Hotel Paradis (1931), Kirke og orgel (1932), Nyhavn 17 (1933), Nøddebo Præstegård (1934), Elverhøj (1939), Sommerglæder (1940) og Mordets melodi (1944). |
|