© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Aage Friis | Dansk historiker og professor Født tirsdag den 16. august 1870 i Halskov, Korsør Død onsdag den 5. oktober 1949 i Hellerup, Gentofte |
Mini-biografi: Blev student i 1890 og historiker med særlig interesse for Danmarks historie i perioden 1766-1830. Efter at Friis i 1896 fik magisterkonferens, begyndte han et større videnskabeligt arbejde om A.P. Bernstorffs breve og dokumenter, som opsporedes på rejser i Tyskland 1897-1901. Udgav i 1899 Andreas Peter Bernstorff og Ove Høegh Guldberg, der skaffede Friis den filosofiske doktorgrad. Bogen koncentrerer sig mindre om ydre diplomatiske forhold og mere om personlige forhold, som han beskrev med stor indlevelsesevne. Udgav flere brevsamlinger fra guldalderen - og sammen med Axel Linvald og Mouritz Mackeprang værket Det danske Folks Historie i 8 bind, der udkom 1926-29. Friis var professor på Københavns Universitet 1913 og dets rektor 1932-33. Foretog i 1925 studier i Moskva og dannede i årene derefter Kommissionen for fælles nordisk Udforskning af de russiske Statsarkiver, som var med til at skaffe Rigsarkivet kopier af danica fra russiske arkiver. Var 1907-19 medlem af bestyrelsen for Den danske historiske Forening og igen 1929-39 som formand. Friis var stifter af Den danske Komité til støtte for Landflygtige Aandsarbejdere, der fra 1933 støttede intellektuelle flygtninge, samt medstifter af Foreningen Norden i 1919. |
|