Mini-biografi: Var søn af en centralmekaniker, faderen var baptist og moderen indremissionsk, gik i baptistisk søndagsskole, blev medlem af FDF og var siden i adskillige år blandt forbundets ledere. Aage Trommer blev 1959 cand.mag. i historie og latin fra Københavns Universitet, fik ansættelse som adjunkt ved Sct. Knuds Gymnasium i Odense, kom 1968 til Odense Universitet som amanuensis og blev 1970 lektor, var rektor i årene 1974-83. Forsvarede 1971 sin disputats: Jernbanesabotagen i Danmark under den anden verdenskrig for en doktorgrad, anerkendte heri sabotageaktionernes politiske og moralske betydning, men vakte vrede hos mange danske modstandsfolk ved at konkludere at de mange jernbanesabotager ingen militær betydning havde. Blev opfordret af historikeren Jørgen Hæstrup, til at skrive en bog om illegalt arbejde i Syd- og Sønderjylland, resultatet blev Modstandsarbejde i nærbillede. Trommer udgav desuden Folkestrejken i Esbjerg 1943, Besættelsens første folkestrejke, Myte og sandhed i besættelseshistorien, Bag fronterne 1939-45 - Befrielseskamp, Hitlers krig og Den store alliance, Politik og strategi - 2. verdenskrig og Disse fem år. Var fra 1975 anmelder ved Kristeligt Dagblad, virkede som institutbestyrer ved Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse og var tilknyttet Center for Koldkrigsforskning. Modtog Rosenkjær-Prisen, Den islandske Falkeorden og blev Ridder af Dannebrog. |