Mini-biografi: Var søn af en smedemester og læste hos Eyvind Johan-Svendsen, før han i 1924 blev optaget på Det kgl. Teaters elevskole. Tre år senere fik Aage Winther-Jørgensen sin debut som Lars i Genboerne og var de næste 40 år tilknyttet nationalscenen. Havde et stort plus i sin dybe samt malmfulde røst, der kunne virke både frygtindgydende og ustyrlig morsom. Fik derfor så forskellige roller som Karker i Hakon Jarl, Dovregubben i Peer Gynt, Kong Sovs i Slaraffenland, den halvsjofle teaterdirektør i Eurydike, marionetteaterdirektøren i Sct. Hans Aftens Spil, Mogens i Elverhøj, Jacob Skomager i Jeppe på Bjerget, ridefogeden i Erasmus Montanus, overlærer Klopov i Revisoren og Charles i Som man behager. Aage Winther-Jørgensen blev også brugt i en lang række hørespil i radioen og underviste i maskeringskunst på elevskolen. Medvirkede på film allerede fra 1931 i Præsten i Vejlby og var med i 30 film, bl.a. Elverhøj (1939), Sørensen og Rasmussen (1940), En søndag på Amager (1941), To som elsker hinanden (1944), For frihed og ret (1949), Der var engang en gade (1957), Harry og kammertjeneren (1961), Duellen (1962) samt Don Olsen kommer til byen (1964). Var far til skuespillerinden Hanne Winther-Jørgensen. |