Mini-biografi: Var søn af en grosserer, uddannede sig til farmaceut og købte 1859 Svaneapoteket i Aarhus, gennemførte om- og tilbygninger, fik bygningsinspektør V.Th. Walther til at skabe interiøret og det store, skulpturprydede gårdsrum. Adolph Meyer interesserede sig for forskellige former for kunst, havde en større samling malerier af datidens mestre og gik op i musik og teater. Sad som formand for kunstforeningen, fik en afgørende betydning for rejsningen af museumsbygningen, blev formand for en hendøende musikforening og fik pustet nyt liv i den, arbejdede for opførelsen af det nye teater og var en tid formand for dets repræsentantskab. Valgtes 1885 ind i byrådet for Højre partiet, var medlem til 1902, sad i Brolægningsudvalget, Sundhedskommissionen, Udvalget for vejvæsenet, Forskønnelsesudvalget, i bestyrelsen for museets kunstsamling, Kirkegårdsbestyrelsen, Sygehusudvalget, Udvalget for skovvæsenet, Udvalget for byens udvidelse og bebyggelse samt Biblioteksudvalget. Havde i byrådet indflydelse på at få anlægget Vennelyst udvidet, få Østboulevard og Vennelyst Boulevard lavet til skyggefulde alléer, beplantet Knudrisbakke, omdannet Skt. Olufs kirkegård til et smukt anlæg og få den gamle kirkegård forvandlet til en park. Meyer sad i bestyrelsen for Det jydske Haveselskab og var medlem af bestyrelsen for Danmarks Apotekerforening. Fik titel af etatsråd og blev Ridder af Dannebrog. |