| Mini-biografi: Var af jødisk herkomst, indvandrede til Danmark midt i 1700-tallet og slog sig ned i hovedstaden. Ahron Jacobson kunne gravere i sten samt metal, havde kunstneriske evner og drømte måske om en levevej som guld eller sølvsmed. Dengang kunne jøder ikke blive håndværkere fordi laugene nødigt ville optage dem. Det var også helt forbudt for jøder at have smeltedigler i deres huse, hvilket var udtrykkeligt bestemt og blev opslået på en særskilt rådstueplakat, der senest var fornyet i 1769. Begrundelsen herfor var at man havde bitter erfaring for, at tyvekoster af materialer tit havnede hos jødiske hælere, som lod det omsmelte. Jacobson fik i foråret 1749 bestalling som hofsignetstikker, det fornyedes i sommeren 1766. I perioden 1744-71 udførtes omkring 100 signeter, segl samt stempler, for kongefamilien og regeringskontorerne, der blev stukket våbener i det kongelige sølvtøj, skåret kongelige portrætter i ædelsten samt bjergkrystal, som relief eller med nedsænket motiv, intaglio, desuden blev der leveret snustobaksdåser. Jacobson tilhørte det jødiske reformparti, der omfattede jøder, som ikke ønskede at skille sig ud fra andre borgere. Jacobson oplærte sine to sønner, David og Salomon Ahron Jacobson, i sit erhverv. Portrætmaleriet fra 1767, skabt af Jens Juel, opbevares på Statens Museum for Kunst. |