© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Einar Alexander Foss | Dansk ingeniør, direktør og politiker Født fredag den 1. oktober 1858 i Viborg Død tirsdag den 24. november 1925 på Høvildgaard, Them, Silkeborg |
Mini-biografi: Blev student i 1876 og stud.polyt. i 1882. Var i lære som tømrer 1876-84 og stod i 1884 som leder af byggeriet af kakkelfabrikken til et teglværk. Alexander Foss blev året efter i 1885 ansat ved det rådgivende ingeniørfirma F.L. Smidth, der dengang kun havde 5 medarbejdere. Blev to år efter sammen med Poul Larsen, medejer af firmaet, der nu fik navnet F.L. Smidt & Co. Snart gik man fra planlægning over til selv at bygge og i 1890 opførte man Aalborg Portland Cementfabrik. I 1899 købte Larsen og Foss amerikanske roterovne, der kunne fremstille 300 tons cement i døgnet og firmaet var i stadig vækst. I 1892 var Foss medstifter af Dansk Ingeniørforening, var formand her 1904-07, tillige formand for Sammenslutningen af Arbejdsgivere indenfor Dansk Jernindustri 1911-21 samt formand for Industrirådet 1915-18. grundlagde i 1922 Alexander Foss Industrifond, der giver støtte til bl.a. iværksættere. Sad i Københavns Borgerrepræsentation 1903-07, for partiet Højre (senere Det Konservative Folkeparti), var medlem af Folketinget 1915-18 og 1918-20 af Landstinget. Ridder af Dannebrog samt æresmedlem af Dansk Ingeniørforening. Har skrevet bøgerne I krigsårene 1914-19 og Memoirer fra 1. Verdenskrig. 2 sønner fulgte i faderens fodspor og senere er 6 sønnesønner ligeledes blevet ingeniører. |
|