Mini-biografi: Var søn af en porcelænsarbejder, blev udlært som stukkatør i 1959, var elev af billedhuggeren Mogens Bøggild 1 år, gik 1961-65 på Kunstakademiets billedhuggerskole hos Gottfred Eickhoff og på arkitektskolen til 1967. Viste sine værker første gang 1964 på Charlottenborg, var siden bl.a. repræsenteret ved Kunstnernes Efterårsudstilling, Koloristerne, Friluftsskulpturudstillingens Internationale Kunstfestival på Langeland samt på udstillinger i Malmø og Milano. Anders Tinsbo fik efter sin første separatudstilling udsmykningsopgaven, der hører til blandt hovedværkerne: Vandkunsten ved Rundetårn i København, den blev oprindelig skabt til at stå på Kultorvet foran Københavns Hovedbibliotek. Figuren i bronze og granit, har runde organiske former med en flad, vandoverskyllet sokkel af sten, en form, som også blev brugt til fontænen på Lerchenborg. Tinsbo arbejdede foruden i bronze samt granit også i tin, nysølv, polyester, ståltråd, glasfiber og rustfrit stål, stod for flere udsmykninger, skabte en portrætbuste af skibsreder Per Henriksen, scenografien til en ballet samt computergrafik til færgen Peder Paars. Underviste på Kunstakademiets arkitektskole, var medlem af censurkomitéen ved flere udstillinger, formand for "Den Flexible" og medlem af programrådet ved Danmarks Radio. Modtog Even Nielsen og Carlsons legat, Mogens Poulsens mindelegat, LO's Kulturpris Kulturministeriets rejselegat, hædersbevisninger fra Akademiet, Statens Kunstfond, Rundskuedagen, Hielmstierne-Rosencrones fond samt Nationalbankens Jubilæumsfond. |