© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Andreas Buntzen | Dansk læge, overkirurg og professor Født mandag den 4. marts 1811 i København Død mandag den 26. juli 1880 i København |
Mini-biografi: Var søn af en grosserer, blev 1829 student, tog 1838 lægeeksamen, var derefter kandidat og konstitueret reservemedicus på Frederiks hospital. Tog 1840 en licentiatgrad, studerede nogle år i udlandet, blev ved hjemkomsten 1844 lektor i kirurgi ved universitetet og virkede tillige som reservekirurg på Frederiks hospital. Andreas Buntzen var under felttoget 1849 overlæge på et lazaret i Odense, blev samme år professor, var under koleraepidemien 1853 overlæge ved Skt. Annæ hospital og blev det år professor ordinarius i fakultetet. Var fra 1854-66 overkirurg ved Frederiks hospital og virkede tillige som klinisk lærer i kirurgi ved universitetet. Grundlagde sammen med M.M. Hassing Hospitalstidende, blev hovedredaktør og skrev kirurgiske meddelelser, artikler om lægevidenskabelige emner, her iblandt indlægget "Therapi og pathologisk Anatomi", der gik imod C.E. Fengers nye naturvidenskabeligt skeptiske retning i terapien, udgav 1869 et universitetsprogram om kirurgiens historie i Danmark i 1700-tallet. Buntzen udgav anonymt et lystspil i to akter: For ti Aar, der blev opført på Det kgl. teater, samt novellen Skjødesynderne. Sad som medlem af bestyrelsen for Det Classenske litteraturselskab for læger, Københavns sygehjem og Den almindelige danske lægeforening. Blev 1868 rektor ved Universitetet, måtte 1872 fratræde på grund af sygdom. Udnævntes til etatsråd, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. |
|