© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Andreas Weidenhaupt | Dansk billedhugger Født onsdag den 13. august 1738 i København Død fredag den 26. april 1805 i København |
Mini-biografi: Var søn af en sværdfeger, fik tidligt sans for billedhuggerkunst og blev efter skoletiden optaget på Kunstakademiet i København. Modtog undervisning af den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly samt den tyske professor og billedhugger Johann Christoph Petzold, vandt i 1758 begge sølvmedaljer, i 1759 den mindre og året efter den store guldmedalje for opgaven Moses findes af Faraos Datter. Modtog, da maleren Peter Als vendte hjem fra Rom i 1761, et rejsestipendium, drog året efter til Paris og studerede på Akademiet hos billedhuggeren Augustin Pajou. Andreas Weidenhaupt sendte de følgende år, et par af sine værker hjem til bedømmelse i Danmark, rejste i 1765 til Rom for at studere antikken og kopierede nogle værker i brændt ler. Vendte hjem i 1768, blev i 1769 aggregeret ved Kunstakademiet og året efter optaget som medlem. Havde især interesseret sig for samt studeret den menneskelige kropsbygning, blev i 1771 professor i anatomi og skabte i 1783 en anatomifigur, som siden blev brugt til undervisning på Akademiet. Var tillige professor ved Akademiets Modelskole, kasserer og i årene 1791-92 direktør. Weidenhaupt udførte bl.a. Johannes Wiedewelts gravmonument samt reliefmedaljonen Trældoms Afskaffelse til Frihedsstøtten i København, efter en tegning af professor Nicolai Abildgaard. |
|