Mini-biografi: Var søn af en grosserer, forlod i 1927 Hjørring Gymnasium efter at have taget mellemskoleeksamen og fik derefter en uddannelse ved landbruget. Asger Mørup aftjente sin værnepligt ved Livgarden, arbejdede en tid som fængselsbetjent ved Vridsløselille Statsfængsel, blev siden inspektør i Livsforsikringsselskabet Hafnia. Var medlem af soldaterforeningen De danske Forsvarsbrødre og leder af vagtværnet i Sorø. Mørup blev under besættelsen leder af en modtage-gruppe i Sorø-området, gruppen hentede våben, der blev kastet ned på den såkaldte Ødemarksgård samt på Tagegårds marker ved Vedde, våbnene var bestemt for opbygning af militær-grupper i Sorø, blev opbevaret i remisen på Vedde Station og derfra befordret som flyttegods til Pedersborg. Mørup blev pågrebet i marts 1945 og ført til København, blev anklaget for, som afdelingsleder af en illegal organisation, at have bragt våben og sprængstof i sikkerhed, fik en dødsdom og blev kort efter henrettet af tyskerne. Er sammen med 4 andre modstandsfolk nævnt på en mindesten tegnet af Sorø Akademis arkitekt, Algot Lautrup-Larsen. |