Mini-biografi: Var søn af en fabrikant, tog 1885 adgangseksamen til den polytekniske læreanstalt og blev 1890 cand.polyt. Havde inden da fået tilknytning til geologien ved, sammen med nogle studiekammerater, i 1889 at assistere ved det nyoprettede Danmarks geologiske undersøgelser, var siden knyttet til denne institution som assistent til 1897 og derefter som statsgeolog til 1938. Axel Jessen var i den første tid knyttet til henholdsvis De danske Sukkerfabrikker og Mineralogisk museum i kortere tid. Beskæftigede sig ellers mest med Jyllands geologi, udførte detaljerede undersøgelser og udredninger, grundlæggende arbejder over Vendsyssels glaciale, senglaciale samt postglaciale stratigrafi med genese og terrænformer, især sen- og postglaciale strandlinjer. Var en glimrende fotograf, tog selv alle billeder og kunne arbejde timevis i plørede lergrave, uden at blive snavset, for at klarlægge niveauforandringer i Danmark. Bidrog med påvisning af isens udbredelse under sidste nedisning i Midt- og Vestjylland, i et projekt vedrørende Brørup-mosernes aflejringsforhold og fik bekræftet at der ikke er moræne over moserne. Jessen foretog studie- og undersøgelses-rejser i Grønland, Island, Nordtyskland og Sverige, specielt med henblik på glacialgeologi. Var formand for Dansk geologisk forening, medlem af Geografisk selskabs råd og udvalget for naturfredning. Blev 1928 udnævnt til Ridder af Dannebrog. |