Mini-biografi: Var datter af en tjener, fik efter skoletiden arbejde i en bagerforretning og vandt som 15årig en filmrolle i Fløjtespilleren. Kom derefter med på Kay Abrahamsens turné med syngespillet Tre små piger, læste hos Søren Weiss, blev optaget på Det Kongelige Teaters elevskole og afsluttede uddannelsen 1959. Var 1957 blevet gift med skuespilleren Henning Palner og ægteparret spillede sammen i "Støver"-filmene. Beatrice Palner optrådte en tid på Aarhus Teater, rejste 1961 til Stockholm for at spille en rolle på svensk i Ægteskabskarrusellen, gentog rollen året efter på Herman Gellins turné, fik engagementer ved forskellige københavnske teatre, ved landsdelsscenerne og var på provinsturnéer. Medvirkede i talrige lystspil, farcer, kabareter, og medvirkede i revyer som Rottefælden i Svendborg og Cirkusrevyen på Bakken. Var gennem årene med i adskillige danske film og vakte opmærksomhed som moderen i tv-serien John, Alice, Peter, Susanne og lille Verner fra 1975. Giftede sig 1965 med musikeren Ole Nezer, de drev flere beværtninger, bl.a. musikværtshuset Zieglers Hjørne på Frederiksberg. Beatrice Palner arbejdede som tjener og entertainer og tog gerne de lange lukkevagter. Var sine sidste år på en årlig tur til byen Xiamen i Fujian provinsen i Kina, hvor den ene af de to sønner er bosat. |