Mini-biografi: Var søn af en handelsrejsende, blev allerede som 15årig aktiv i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig, blev som 16årig medlem af Holger Danske, var under dæknavnet Nicolaus med til bl.a. industrisabotage og likvidering. Bent A. Koch kom efter befrielsen ind i journalistik via partiet Dansk Samlings dagblad: Morgenbladet. Blev 1948 journalist ved Kristeligt Dagblad, sad som chefredaktør 1959-71 og var samtidig administrerende direktør for A/S Kristeligt Dagblad og A/S Duplex-trykkeriet, leder af Kristeligt Dagblads Forlag og fra 1971 chefredaktør og direktør for l/S Ritzaus Bureau. Koch havde desuden været redaktør på det dansk-nordiske tidsskrift Grænsen, på tidsskriftet Nyt fra Island, sad i redaktionen af tidsskriftet Kirkens Verden og var fra 1982-95 chefredaktør for Fyens Stiftstidende. Varetog adskillige tillidshverv: var bl.a. formand for Kaj Munks Mindefond, for Grænseforeningen, for Snoghøj Folkehøjskoles repræsentantskab og var kirkeværge i Odense Domkirke. Var medlem af Flensborg Avis' tilsynsråd, Socialpolitisk Forenings repræsentantskab, Dansk Pressenævn, præsidiet for International Student Center, repræsentantskabet for Kofoeds Skole, bestyrelsen for Frederiksberg Seminarium for Dansk Kirke i Udlandet og Foreningen Nordens hovedstyrelse. Koch medvirkede til at få de historiske håndskrifter flyttet fra Danmark til Island, modtog et par islandske ordner og var Ridder af Dannebrog. |