Mini-biografi: Var søn af en skomagermester, blev i 1955 student fra Efterslægtens Gymnasium, læste derefter teologi og tog kandidateksamen fra Københavns Universitet i 1964. Virkede i årene 1963-67 som kordegn ved Jægersborg Kirke, modtog et kandidatstipendiat og tog på studieophold i Zürich. Blev i 1970 adjunkt og var 1972-90 lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet. Bent Hahn var en af sin generations bedst begavede teologer, havde et skarpt intellekt og formidlede faglighed samt teologisk-kulturel dannelse, på en måde, som tiltrak de lyttende, opvakte studerende. Hahn var i 1976 selvskreven som medstifter af det teologiske tidsskrift FØNIX, virkede som redaktør, men var på grund af en stærk selvkritik, hæmmet i sin pen og gav kun få skriftlige arbejder fra sig i form af artikler til tidsskrifter samt samleværker. De vigtigste er samlet i Hermeneutik og Religionsfilosofi, som blev udgivet i 1979 og er en komprimeret tematisering af forholdet mellem samfund, kunst, især litteratur og musik samt forståelsen af kristendommen i vor tid. Hahn udgav desuden et stencileret hæfte: Tro og erfaring i 1975 samt Prædikensamlingen Det gamle Testamente i Det nye, der stammer fra tiden som ulønnet hjælpepræst ved Kastelskirken, hvor forsidetegningen er udført af broderen, maler og tegner Jørgen Hahn. |