Mini-biografi: Var søn af en frugtavler, blev student i 1958, læste derefter jura, tog kandidateksamen i 1964 og fik straks efter ansættelse i Indenrigsministeriet. Sad i to år som dommerfuldmægtig ved retterne i Ballerup samt Rønne, virkede i årene 1970-88 som lektor ved Aarhus Universitet, blev i 1989 udnævnt til professor i erhvervsret ved Syddansk Universitet i Odense og var professor ved Aarhus Universitet 2003-06. Var en inspirerende lærer og blev tre gange kåret til Årets Underviser af sine elever. Bent Iversen havde i 1985 erhvervet den juridiske licentiatgrad for afhandlingen Prioritetsstillinger i fast ejendom og skrev siden adskillige bøger, artikler, anmeldelser samt kommentarer om juridiske emner. Udgav bl.a. Umyndige Personers Formue, Handelsagenten og Eneforhandleren, Realkreditloven, Kreditsikring, Virksomhedens internationale kontrakter, International Handelsret, Sikkerhedsrettigheder, Formidlingsaftaler & EF-Konkurrenceretten, Finansieringsret, Kredit og Kreditsikring, Panteret i Fast Ejendom og Løsøre, Licensaftaler & EU-Konkurrenceretten, var desuden medforfatter til Dansk Privatret, Dansk & International Erhvervsret, Erhvervsret for Sprogøkonomer, Danish Business Law, Dansk Erhvervsret, Konkurrenceretlige emner, Finansjura, Panteret samt Regulering af konkurrence i EU. Bent Iversen var i 2003 beskikket medlem af en europæisk ekspertgruppe til evaluering af medlemsstaternes lovgivning og retspraksis vedrørende sikring af udenlandske tilgodehavender. Blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. |