Mini-biografi: Var søn af fabrikant I.H. Ruben, der havde oprettet virksomheden Rubens Klædefabrik og et bomuldsvæveri som sønnen blev medejer af. Bernhard Ruben videreførte efter faderens død, virksomheden og fik efter en brand i 1876 genopbygget bomuldsvæveriet, som blev moderniseret, mens farveriet samt appreteringsanstalten blev flyttet til Rolighedsvej på Frederiksberg, hvor der året efter tillige blev anlagt et blegeri, firmaet blev siden det største af sin art i Danmark. Bernhard Ruben, som blev meget velhavende og fik titel af etatsråd, var gift med Ida Koppel samt far til 5 børn, familien boede i et stort hus midt i København og havde flere tjenestefolk ansat. Efter Rubens død fortsatte enken virksomheden, der i 1901 overgik til en af sønnerne. I 1906 blev hele virksomheden, som nu også havde fabrikker i Oslo, overdraget til Nordisk Tekstil Aktieselskab, med en kapital på 4 mio. kr. Dette blev i 1918 overtaget af aktieselskabet Bloch & Andresen, der i 1927 nedlagde fabrikken på Rolighedsvej. I 1936 opførtes ejendommen Hostrups Have på grunden. På Falkoner Allé 72 er opsat en mindetavle for ægteparret, som oprettede Bernhard Ruben og Hustrus Stiftelse til fordel for sygdomsbekæmpende, sociale samt velgørende formål. |