© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Ludvig Brandstrup | | Dansk billedhugger Født fredag den 16. august 1861 i Tranekær, Langeland Død mandag den 13. maj 1935 i København |
Mini-biografi: Var udlært snedkersvend, blev elev på Vilhelm Bissens atelier 1884 og gik derefter på Kunstakademiet 1885-88. Studierejser til Tyskland og Italien 1890 og 1893-94, senere mindre rejser til Italien, London (1903) og Paris. Hos Bissen lærte Brandstrup at hugge i marmor og arbejdet med at restaurere Bissens Ceresfrise og Thorvaldsens Alexanderfrise, bidrog til hans skoling i den hjemlige klassicismes formsprog. Afgørende blev også studierejserne til Italien, hvor Brandstrup især interesserede sig for Donatello og den tidlige florentinske renæssanceskulptur. Kom hurtigt ind på sit felt portrætbuster og opnåede ry som en fremragende menneskeskildrer, med en sikker forståelse af sin model. Busten af ungdomsvennen Gustav Vigeland, viser en ung og sårbar kunstner, hvis ulmende indre kræfter bl.a. udtrykkes i det uregerlige hår. Brandstrup kom til at udføre en lang række portrætter af sin samtids betydningsfulde personer og var med dette persongalleri, med til at karakterisere århundredeskiftets mænd og kvinder. Blev desuden flittigt benyttet til offentlige monumenter, bl.a. over arkæologen Georg Zöega og skolelederen Natalie Zahle samt rytterstatuen af Christian IX. Brandstrup hørte til de betydeligste af sin generations danske billedhuggere og som repræsentant for den naturalistiske epoke, var han sin tids bedste portrættør. |
|