Mini-biografi: Var søn af en embedsmand, kom i handelslære, rejste som 19årig til Calcutta, arbejdede i et varehus til 1811, tog derefter til Batavia som agent og skabte sig en betydelig formue. Bernt Wilhelm Westermann interesserede sig for insekter, samlede adskillige i Indien, havde medbragt faglitteratur for at kunne bestemme dyrene på stedet, præparerede selv og havde kun fejlfri eksemplarer. Forøgede samlingen under et års ophold ved Kap det gode Håb, drog 1818 hjem, fik 1822 grossererborgerskab og overtog sukkerraffinaderiet Phoenix. Kom gennem 1830'ernes sukkerkrise og ejede et af de tre overlevende raffinaderier, da De danske Sukkerfabrikker blev oprettet. Arbejdede ulønnet ved Det kongelige museums insektsamling, fortsatte sin egen samling, byttede med flere europæiske entomologer og skrev 1821 afhandlingen Über die Lebensart ostindischer und Capscher Insekten. Samlingen, der bestod af 45.000 arter tilfaldt sønnen, som overlod den til Zoologisk Museum, med den klausul at den ikke måtte forøges eller formindskes og skulle have egen konservator, klausulerne blev ophævet år 1900. Westermann var medlem af Société entomologique de France, æresmedlem af Entomologischer Verein i Stettin, sad i bestyrelsen for Dansk Naturhistorisk Forening som kasserer, direktør eller vicedirektør og var præsident for Det skandinaviske entomologiske Selskab. Blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. |