© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Carla Josephine Meyer | Dansk redaktør og husholdningssagsforkæmper Født fredag den 2. november 1877 i Hamborg (Hamburg), Tyskland Død lørdag den 16. oktober 1954 i Taarbæk |
Mini-biografi: Var datter af en velhavende grosserer, tidligt interesseret i kvindens arbejde, mente det var hustruens pligt at sørge for hjemmet. Havde selv hjælp til det praktiske arbejde og kunne hellige sig foreningsarbejde. Blev 1917 formand for Københavns Husmoderforening, stiftet på initiativ af Thit Jensen. Carla Meyer fulgte professor Jens Warmings råd om at husmoderforeningen skulle lægge vægt på uddannelse og oplysning af husmødre og mødre, kom derved i konflikt med Dansk Kvindesamfund ved at holde kvinderne fra arbejdsmarkedet og kravet om ligestilling mellem mand og hustru. Gjorde sig positivt bemærket 1918 ved at sørge for praktisk og økonomisk hjælp til 900 hjem ramt af den spanske syge. Husmoderforeningen blev kendt i offentligheden, 1920 stiftedes den landsdækkende De Danske Husmoderforeninger med Carla Meyer som formand. Året efter fik landhusmødrene deres egen organisation: De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger, på grund af forskellen mellem husholdninger i byen og på landet. Carla Meyer var medlem af Erhvervenes Priskontrolkomité, af bestyrelsen for Reklameforeningen, medstifter og formand for Nordens Husmoderforbund og dansk repræsentant for Associated Country Women of The World. Udgav den populære bog Nutids Mad, udarbejdede Mad paa Kort, var med i Selskabet til Haandarbejdets Fremme og medstifter af selskabets blad. Modtog 1948 Fortjenstmedaljen i guld. |
|