Mini-biografi: Var en norsk arkitekt, der flyttede til Danmark. Blev her murersvend 1886, gik på teknisk skole og derefter Kunstakademiet 1888-96, studierejser til Tyskland, Italien og Grækenland 1906, Italien flere gange senere, Spanien og Marokko 1927. Var elev af Hack Kampmann og havde en lignende udvikling fra en fri individualistisk-historisk holdning til en afklaret klassicisme. Gården Egelund (1917) var højdepunktet i hans romantiske periode med en hovedbygning i en personligt udformet herregårdsbarok, mens forbygningerne er inspireret af Arts & Craft bevægelsen i England. Ved Kampmanns død overtog Harild dennes ufuldførte arbejder på Glyptoteket og Carlsberg og ydede en væsentlig indsats ved de store udvidelser på bryggeriet i Valby. Her er en afklaret balance mellem stærke håndværkstraditioner og interesse for ny teknik og nye materialer som jernbeton. Særligt kedelhuset og kraftværket er blandt de bedste repræsentanter for tidens stramme, enkle industriarkitektur. I øvrigt skabte Harild Randers Teater (1905), kroer i Esrom, Hirtshals og Morild, posthuse i Randers, Aså, Fjerritslev og Åbybro samt Glyptotekets bibliotek (1920). |