Mini-biografi: Var søn af en skibsfører, blev udlært i shipping i Dampskibsselskabet Dannebrog og rederi samt skibsmæglerforretningen C.K. Hansen. Tog eksamen fra shippingskolen 1931, fra Handelshøjskolen i København 1932. Fik ansættelse som volontør ved et befragtningsfirma i Hamborg, blev i 1934 ansat ved administrationen i Københavns Lufthavn, blev 1946 fuldmægtig, i 1949 kontorchef og i 1965 havnechef, varetog denne stilling til 1976. Carl Weibøl var 1959-74 delegeret ved Western European Airport Association, sad som medlem af Airport Operators Council International i Washington D.C., af det af Ministeriet for Offentlige Arbejder nedsatte planlægnings- og anlægsudvalg angående Københavns Lufthavn 1967-75, var formand for Københavns Lufthavns sikkerhedskomité, vicepræsident i Dansk-Latinamerikansk Selskab samt medlem af bestyrelsen for institutionen Københavns Flyveplads Skovlunde i årene 1950-73. Fremsatte allerede i 1968 et forslag om en luftpudebro mellem Kastrup og Malmø, til transport af de mange svenskere, som benyttede lufthavnen, men først 21 år senere blev der indsat en luftpudebåd, en såkaldt katamaran. Weibøl modtog den tyske forbundsrepubliks fortjenstordens fortjenstkors af 1. klasse, blev udnævnt til Ridder af Finlands Hvide Roses orden, til officer af Italiens fortjenstorden, Ridder af den Nederlandske Orden af Oranien-Nassau, til Ridder af Nordstjerneordenen, Officer af den tunesiske republiks orden samt til Ridder af Dannebrog. |