© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Carl Eduard Rotwitt | Dansk politiker og konseilspræsident Født mandag den 2. marts 1812 i Hillerød Død onsdag den 8. februar 1860 i København |
Mini-biografi: Student 1828 og juridisk kandidat 1834, prokurator i Thisted 1836 og højesteretsadvokat 1842. Gjorde sig ikke politisk gældende før 1848, hvor Rotwitt sluttede sig til den demokratiske bevægelse. Opnåede ikke valg til den grundlovgivende forsamling, men var fra 1849 til sin død medlem af Folketinget, valgt i Frederikssund. I Folketinget tilhørte han nærmest partiet Bondevennerne og blev da også som dette partis kandidat valgt til formand for Folketinget i 1854. Rotwitt var en personlig ven af kong Frederik 7. og grevinde Danner, hvilket blev anset som medvirkende til, at han i 1854 blev udnævnt til amtmand i Frederiksborg amt og at Rottwitt i 1859 blev konseilspræsident efter C.C. Hall, som havde lagt sig ud med kongen. Døde imidlertid to måneder senere, hvorefter Hall igen kom til magten. Både som folketingets formand og som konseilspræsident var Rotwitts hæderlighed og saglige dygtighed almindeligt anerkendt, men på grund af hans pludselige død blev hans virke kun en kort parentes i dansk politik. Kammerherre, ridder af Dannebrogordenen og Dannebrogsmand. |
|