© www.gravsted.dk 2003, 2024
| César Auguste Jean Guillaume Hubert Franck | Belgisk komponist Født tirsdag den 10. december 1822 i Liège, Belgien Død lørdag den 8. november 1890 i Paris, Frankrig |
Mini-biografi: Blev uddannet 1830-35 på konservatoriet i Liège, 1837-42 på konservatoriet i Paris og tog fast ophold i denne by fra 1844. Blev i 1858 ansat som organist ved Sainte-Clotilde-kirken, hvis Cavaillé-Coll orgel inspirerede César Franck til hans første betydelige komposition Six Pièces (1860-62). Blev i 1872 lærer i orgelspil på konservatoriet og fik her en skare hengivne elever. Inspireret af dette frugtbare miljø skabte Franck en række værker, der fornyede fransk instrumentalmusik: Klaverkvintet i f-mol (1878-79), Symfoniske variationer for klaver og orkester (1885), Violinsonate i A-dur (1886), Symfoni i d-mol (1888) og Strygekvartet i D-dur (1889). Beherskede virtuost både klaver og orgel og var fortrolig med Liszts klaverstil og Wagners harmonik som få af samtidens komponister. Franck var den væsentligste orgelkomponist siden Johann Sebastian Bach og fandt overbevisende kunstnerisk udtryk i de to store klaverværker Prélude, choral et fugue (1884) og Prélude, aria et final (1886-87) samt hans svanesang, orgelværket Trois Chorals (1890). Blandt korværkerne må nævnes den blide skønhed i oratoriet Les Béatitudes med tekst fra Bjergprædikenen (1869-79), de symfoniske værker Rédemption (1871-72) og Psyché (1887-88). César Francks elskede religiøse sang Panis angelicus (1872) blev en klassiker. |
|