© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Georg Christian Charles Ambt | Dansk stadsingeniør og generaldirektør (DSB) Født onsdag den 24. februar 1847 i København Død tirsdag den 15. juli 1919 i København |
Mini-biografi: Blev ingeniør i 1868 og fik stilling ved Københavns kommune, hvor han assisterede ved ombygningen af Knippelsbro. Blev tilknyttet brolægnings- og vejvæsenet og steg i graderne, til Ambt i 1886 udnævntes til stadsingeniør. Med sin rige begavelse, betydelige praktiske sans og usædvanligt store arbejdsevne blev han den ideelle leder af de mange store ingeniørarbejder, som byens stærke udvikling omkring 1890 krævede. I 1870 var voldene blevet sløjfet og nu blev nye store kvarterer inddraget til boligbebyggelse, nye færdselslinier åbnet og et fuldstændigt afvandings- og kloaksystem blev gennemført. Ambt stod for den store kloakplan, der førte spildevandet ud på de store dybder i Øresund. Herved forbedredes byens sanitære forhold betydeligt. Vandt i 1888 en konkurrence om anlægget af den nye frihavn og året efter om ordningen af jernbaneforholdene her. Blev også valgt til at gennemføre en række vandforsynings- og kloakanlæg udenfor København, bl.a. i Nakskov, hvor han anvendte spildevandet til overrisling af marker. Denne by blev dermed den første i Danmark, der kunne indføre W.C. i beboelseshusene. Ambt var generaldirektør for Statsbanerne 1902-15 og arbejdede her for streng økonomi i driften. Personlig elskværdighed, hurtig opfattelse af et problem og en djærv behandling af sagerne kendetegnede hans embedsførelse. |
|