© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Anoldt Leonhardus Cjardis Julius 'Charles' Jensen | Dansk arkitekt Født mandag den 6. november 1882 i Jerslev, Brønderslev Død lørdag den 11. november 1939 i Aalborg |
Mini-biografi: Søn af en snedker, kom efter skoletiden i lære som murer, blev svend og tog derefter en uddannelse som arkitekt. Charles Jensen var fremsynet og visionær og havde allerede før 1. verdenskrig fået opbygget en omfattende virksomhed i Brønderslev. Flyttede i 1918 virksomheden til Nørresundby og tegnede her flere markante bygninger, blandt andet Folkets Hus samt Brogaarden ved den da nye Limfjordsbros landing. Brogaarden er nok det mest kendte værk, det var et pionérværk i jernbeton og blev bygget i funkisstil. Jensen blev yderst begejstret for den nye funkis-trend og valgte ombygge sin egen bolig til stilen, var særdeles arbejdsom samt vellidt og satte sit aftryk som arkitekt på landsdelen i ved opførelsen af alderdomshjem, villaer, ejendomme, skoler samt kirker i bl.a. Glyngøre, Kvissel og Skørping. Charles Jensen oplevede den sorg at miste sin ældste søn og sin første hustru efter at have holdt sølvbryllup. Giftede sig dog igen og blev med tiden far til i alt 9 børn. Blev syg under en rejse til Sjælland og indlagt på sygehuset i Nykøbing Sjælland, kom hjem, men måtte igen indlægges nu på Aalborg Kommunehospital. Charles Jensen havde ved sin død 20 skoleprojekter under arbejde eller forberedelse. |
|