© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Charlotte Helene Frederikke Bournonville | Kgl. Dansk operasanger og skuespiller Født torsdag den 29. november 1832 i København Død torsdag den 23. marts 1911 i Fredensborg |
Mini-biografi: Var næstældste datter af balletmesteren August Bournonville, modtog først undervisning i sang i København, derefter i Wien og endelig som 24årig hos den italienske professor Francesco Lamperti i Milano. Charlotte Bournonville optrådte ved flere koncerter i Paris i 1857, sang året efter i Stockholm partiet som Fides i operaen Profeten og blev nu tilbudt ansættelse ved Det Kongelige Teater i København med løfte om at skulle gentage rollen her, blev mødt af en mængde forhindringer og tog i stedet til Hamburg for at gæsteoptræde. Vendte tilbage til København i 1859 og debuterede som Angèle de Olivarès i franskmanden Daniel Aubers opera Den sorte domino. Fik fast ansættelse på teatret, blev ved siden af operaen benyttet i syngestykker og vaudeviller, optrådte ofte i Holbergs komedier. Var ansat ved hoffet som lærer for Christian IX's døtre og blev derfor udnævnt til Kongelig kammersangerinde i 1864. Charlotte Bournonville havde dramatisk talent, men manglede noget i stemmekraft og blev afsat med pension 54 år gammel, da teatret fik en sangerinde med en større altstemme. Stod i 1891 for udgivelsen af sin fars erindringer Efterladte Skrifter. |
|