© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Christian Friderich Hermann Peymann | Dansk general, kommandant og vandbygningsingeniør Født torsdag den 22. maj 1732 i Rotenburg, Hannover, Tyskland Død søndag den 27. april 1817 i Rendsburg (Rendsborg), Schleswig-Holstein, Tyskland |
Mini-biografi: Bror til Hinrich Ernst Peymann, med hvem han i nogen grad deler karriereforløb. Blev 1749 ansat som arbejdsformand (werkbas) ved Holstenske Fortifikationsetat. Medens broderen hovedsagelig beskæftigede sig med landbaseret byggeri, blev Christian Peymanns særlige område kanal- og anden vandbygningskunst. Var ved Ingeniørkorpsets oprettelse 1763 overkonduktør og ingeniørkaptajn. Blev 1774 medlem af en kommission, som skulle planlægge og gennemføre byggeriet af en kanal mellem Vesterhavet og Østersøen. Resultatet blev bygningen af Ejderkanalen, som var en forløber for Kielerkanalen og et af sin tids største ingeniørarbejder. Peymann var i byggeperioden fra 1777 til 1784 tilsynsførende ved arbejdet og havde efter kanalens færdiggørelse opsynet med den. Var også involveret i bygningen af Odense Kanal og en kanal fra Elben til Østersøen. Udnævnt til generalmajor og kommandant i fæstningen Rendsborg 1794. Fik her 1798 oprettet en officersskole, Holstenske Militær Institut, som han selv blev chef for. Skolen eksisterede dog kun i 13 år. I forbindelse med pensionering 1809 udnævnt til generalløjtnant. Storkors af Dannebrogordenen. |
|