© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Christian Husum Mogensen | Dansk tekstilfabrikant, konsul og grundlægger Født søndag den 30. oktober 1842 i Rudkøbing Død torsdag den 11. januar 1917 i Skovshoved |
Mini-biografi: Var søn af en købmand, kom efter skoletiden selv i lære som købmand, åbnede 1867 en manufakturhandel i Odense og fik vævet stoffer hertil hos landboerne. Anlagde 1871 fabrikken Slotsgadens Dampvæveri, der fremstillede lærreder, kjolestoffer, sengeartikler og farvede bomuldstøjer. Christian Mogensen havde succes, måtte flere gange udvide fabrikken, grundlagde 1898 spinderivirksomheden Odense Bomuldsspinderi, året efter et væveri og blegeri til fremstilling af hvidevarer Odense Hvidevarefabrik. Bomuldsspinderiet samarbejdede fra 1901 med to bomuldsspinderier i Vejle og blev fra 1907 til De danske Bomuldsspinderier. Mogensen sammensluttede i 1902 væverivirksomheden med Harry Dessaus Odense Ny Dampvæveri og oprettede et nyt selskab: Mogensen og Dessaus Væverier A/S. Mogensen sad i bestyrelsen og var tillige i flere år bestyrelsesmedlem i De danske Bomuldsspinderier. Var medstifter siden formand for Odense Håndværker- og Industriforening, fik idéen om at danne brancheorganisationen Foreningen af danske tekstilfabrikanter og blev 1895 dens første formand, forlod dog posten efter to år. Var 1902 medstifter af Fyens Landmandsbank, sad adskillige år i bestyrelsen for Teknisk skole, var i omkring 20 år tysk konsul og 23 år portugisisk vicekonsul i Odense. Blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand og modtog den Preussiske Røde Ørns Orden, 4. klasse. |
|