Mini-biografi: Var søn af en overlæge, blev 1933 student, tog 1940 medicinsk eksamen. Arbejdede herefter på forskellige hospitaler i hovedstaden på afdelinger for bl.a. intern medicin, epidemiologi, pædiatri, patologisk anatomi, neurologi og klinisk kemi. Fik 1948 specialistanerkendelse i klinisk kemi og laboratorieteknik, blev reservelæge ved Københavns Kommunehospital, arbejdede fortrinsvis med behandling af nyrepatienter og var en af de første, der fik en kunstig nyre til at fungere. Claus Brun tog 1952 på et års studieophold i USA ved Department of Physiology, New York University og Mt. Desert Island Biological Laboratory i Maine. Forsvarede 1954 disputatsen Acute anuria, A Study based on renal function tests and aspiration biopsy of the kidney for en doktorgrad og skrev siden flere videnskabelige afhandlinger om nyrefunktion, nyrebiopsi og nyresygdomme samt om anvendelsen af kunstig nyre. Brun blev overlæge ved Kommunehospitalets centrallaboratorium 1956 og fik 1969 specialistanerkendelse i nefrologi. Sad som præsident for International Society of Nephrology, var formand for Dansk Nefrologisk Selskab, udnævntes til æresmedlem begge steder og var desuden æresmedlem af Svensk Njurmedicinsk Forening samt af Dansk Selskab for Patologisk Anatomi og Cytologi. Modtog en hæderspris fra Overlæge Th. E Hess Thaysen og Hustrus Fond, tildeltes Novo Nordisk Pris og udnævntes til Ridder af Dannebrog. |