Mini-biografi: Var søn af en rektor, blev i 1965 student fra Randers Statsskole, læste derefter jura og tog kandidateksamen fra Aarhus Universitet i 1972. Fik året efter ansættelse som sekretær i Justitsministeriet, blev i 1974 fuldmægtig hos Folketingets ombudsmand, i 1976 udnævnt til fuldmægtig og blev i 1981 kontorchef i Justitsministeriet. Claus Rosholm sad i årene 1988-96 som direktør i Civilretsdirektoratet, var 1996-2006 statsamtmand i Nordjyllands Amt og tillige stiftamtmand over Aalborg Stift, blev i 2007 direktør for Statsforvaltningen Nordjylland samt stiftamtmand over Viborg Stift. Gik ind for retfærdighed samt overholdelse af loven og forlod sin stilling, efter en uoverensstemmelse med regeringen om brug af offentlige midler. Rosholm var et enkelt år fuldmægtig ved Københavns Politi, en tid medhjælper hos Statsadvokaten for København, virkede et år som dommer i politisager ved retten på Frederiksberg, underviste på Statens Politiskole, var kursusleder ved Forvaltningshøjskolen 1982-87 og ved DJØF-efteruddannelse 1987-91, kasseinspektør ved dommerembederne 1984-89, censor ved Socialrådgiver- og Socialformidleruddannelserne 1990-94, ved Aarhus Universitet fra 1997 samt ved Aalborg Universitet fra 1998. Var desuden formand for våbenlovudvalget, for Statens Våbenkontrol og for Carnegies Belønningsfond for Heltemod. Medlem af Dansk Sprognævn, Retshjælpsudvalget, Dyreværnsudvalget samt af Børnelovsudvalget. Blev udnævnt til Kommandør af Dannebrog. |