© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Curd Gustav Andreas Gottlieb Franz Jürgens | Tysk/Østrigsk skuespiller Født mandag den 13. december 1915 i München, Tyskland Død fredag den 18. juni 1982 i Wien, Østrig |
Mini-biografi: Var søn af en tysk forretningsmand og en fransk lærerinde og voksede op i Berlin. Efter skoletiden arbejdede Curd Jürgens som journalist på en avis i Berlin, men tog samtidig skuespillerundervisning. Fik 1935 sin debut både på scenen og på film. Fra 1938 opholdt Jürgens sig i Wien, var bl.a. engageret ved Burgtheater samtidig med, at han spillede med i flere film. I slutningen af 2. verdenskrig var Jürgens kortvarigt indkaldt til militærtjeneste. Det store internationale gennembrud kom i 1955, med titelrollen i Helmut Käutners film Des Teufels General. I Roger Vadims film Et Dieu...créa la femme fra 1956 spillede Jürgens sammen med Brigitte Bardot, som gav den 1,93 m høje, kraftige, blåøjede og lyshårede Curd Jürgens tilnavnet l'armoire normand (den nordiske kleppert), et navn, som fulgte ham siden. Spillede tillige undervandsskurken Karl Stromberg i James Bond-filmen Spionen, der elskede mig fra 1977. I alt blev det til omkring 160 filmroller samtidig med fortsat optræden på scenen i Wien. Hvad der ikke mindst gjorde Jürgens til sladderpressens "darling", var hans fem ægteskaber og meget ekstravagante liv med flere boliger, dyre biler og stor selskabelighed. Opnåede også at blive nr. 2 på en liste over mænd med størst sexappeal. |
|