Mini-biografi: Var søn af kammerherre Edouard Suenson, blev student fra Borgerdydskolen i 1896, læste til ingeniør og blev cand.polyt. i 1902. tog derefter på studierejse til et par tekniske højskoler i Tyskland, var først i Stuttgart, siden i München. Åbnede i 1904 ingeniørforretning i København med rådgivning ved jernbetonkonstruktioner, underviste fra samme år på Polytekniske Læreanstalt, blev udnævnt til professor i materiallære og jernbeton i 1916, fik indrettet et laboratorium for byggeteknik og blev med tiden en af Danmarks førende forskere inden for materialforskning. Edouard Suenson stod for jernbetonkonstruktionerne i bl.a. Idrætsbygningen i Fælledparken, Det ny Teater, Ørstedsværket, Paladshotellet, Christiansborg Slot, Illums forretningsbygning, Postgården på Købmagergade, Rigsarkivet, Danmarks Tekniske Højskole og nogle jernbanebroer ved Hedehusene. Udgav en del litterært materiale som Træ, Plantestoffer, Varme- og Lydisolering, Betonveje, Natursten, Betontekniske Fagudtryk samt nogle byggetekniske afhandlinger m.m. Suenson var medlem af Foreningen Socialt Boligbyggeri, af bestyrelsesrådet for Statsprøveanstalten, af Akademiet for de tekniske Videnskaber, af bestyrelsen for Lydteknisk Laboratorium, af udvalget angående betonskibe, var medstifter og formand for Dansk Studiefond samt præsident for internationalt materialprøvningsforbunds B gruppe. Suenson var udnævnt til Ridder af Dannebrog, Kommandør af Dannebrogordenen og Dannebrogsmand. Var fader til arkitekt Palle Suenson og direktør Bent Suenson. |