Mini-biografi: Var søn af en tømrer, kom efter endt skolegang i lære som maler, gik på Frederiksbergs Teknisk Skole og blev undervist i malerkunsten af Eiler Sørensen. Malede især landskaber fra egnen omkring Værløse, Slagslunde, Ganløse Ore og Hestetang. Gengav årets skiftende tider og fik især om vinteren og det tidlige forår mulighed for at vise sin fornemmelse for lysvirkninger og farvenuancer, skabte typisk værker i fine grå/grønne toner, viste påvirkning af L.A. Ring. Malede udover landskabsbillederne en del selvportrætter, som med små midler og dæmpede farver giver en psykologisk skildring. Sarvig deltog i Charlottenborg Forårs- og Efterårsudstillinger adskillige gange, udstillede desuden i Aarhus Hallen 1938, i Kunstnerforeningen af 18. november 1949, ved Dansk Kunststævne i Forum 1929 samt ved flere. Modtog talrige hædersbevisninger bl.a. Sødrings Præmie, Bielkes legat, Den Raben-Levetzauske fond, Neuhausens Præmie, Benny Claudi-Pedersens Pris, Bindesbøll Medaljen, Alfred Benzons Præmie og Statens Kunstfond i 1965-66. Sarvig sad i censurkomitéen for Charlottenborg Forårsudstilling 1948 og 1952 og i bestyrelsen for Charlottenborg Efterårsudstilling 1952. |