© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Egmont Harald Petersen f. Edmundt | Kgl. Dansk Hof-bogtrykker, bladudgiver og grundlægger Født onsdag den 3. oktober 1860 i København Død onsdag den 5. august 1914 i København |
Mini-biografi: Blev typograf og grundlagde 1878 sit eget bogtrykkeri under meget små forhold, det blev snart udvidet med et bogbinderi. Var en dygtig og initiativrig fagmand og hans trykkeri blev med tiden et af byens mest ansete med meget moderne maskinpark og forretningsgang. Da dets udvikling krævede mere plads, købte Egmont H. Petersen i 1911 en stor grund i Vognmagergade og opførte her den store bygning Gutenberghus, hvis indretning han havde planlagt i alle detaljer, men ikke nåede at se realiseret. Døde uventet før indflytningen til byens største bogtrykhus. Her var også indrettet et kobbertrykkeri, en moderne reproduktionsanstalt samt redaktionslokaler for de blade han havde knyttet til sig. Havde i 1901 overtaget Damernes Blad, som han under navnet Hjemmet oparbejdede til et omfattende ugeblad med stof for hele familien. Var som fremsynet fagmand den første, der indførte den nye trykmetode dybtryk. Var også fagligt aktiv i bestyrelsen for Københavns Bogtrykkerforening, hvor han en tid var formand. Egmont H. Petersen var jævn og stilfærdig i sin fremtræden og en human principal for sit store personale. I dag er Egmont en stor koncern, der bl.a. udgiver ugeblade, månedsmagasiner, børne- og ungdomsblade samt tegneserier, hvoraf den mest kendte er Anders And & Co. |
|