Mini-biografi: Var søn af en lærer, fik en uddannelse på et mejeri og tog lærereksamen fra Ranum Statsseminarium 1915. Virkede derefter som kommunelærer, først i Skive, men kom 1917 til Brønderslev, blev medlem af Brønderslev byråd 1929 og blev valgt til Folketinget for Vrå-kredsen i Hjørring Amt 1935. Tog her især sager op, der var af interesse for vendelboerne, som kystfredningslinjer og isbrydning i Limfjorden og deltog i debatten om fælleskommunal udligning mod højere skatter trængte kommuner. Ejnar Kjær var rejsesekretær for Venstre i årene 1943-45, sad i folketinget til 1947, var de sidste to år indenrigsminister i Ministeriet Knud Kristensen og som sådan ansvarlig for at gennemføre en række sociale lovændringer inden for bolig-, leje- og realkreditområdet. Fik bl.a. gennemført, at der blev afsat temmelig mange penge, 100 millioner om året, til opførelsen af socialt boligbyggeri, realkreditinstitutterne fik større udlånsmuligheder, gældsbegrænsningslovgivningen blev forlænget, alt sammen for at råde bod på problemer, der var opstået under krigen. Det var i det hele taget ikke nemt at få indført normale tilstande på Christiansborg og Kjær blev angrebet fra flere af de andre partier, arbejdspresset tærede på kræfterne, det gik ud over helbredet og Kjær døde allerede som 54årig. |