© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Eli Fischer-Jørgensen | Dansk sprogforsker, professor og modstandskvinde Født lørdag den 11. februar 1911 i Nakskov Død lørdag den 27. februar 2010 |
Mini-biografi: Var datter af en sparekassedirektør, blev i 1929 nysproglig student fra Svendborg Statsgymnasium, studerede tysk samt fransk ved Københavns Universitet, skrev 1934 en specialopgave om dialektgeografiens betydning for opfattelsen af lydforandringer, der blev udgivet som nummer et i serien Tyske Studier, modtog året efter universitetets guldmedalje for en afhandling om teoretisk grammatik og blev i 1936 cand.mag. Var fra 1933 med i Lingvistkredsen og drøftede sprogvidenskabelige grundproblemer med folk som Louis Hjelmslev samt Viggo Brøndal, Var formand for kredsen 1968-72 og redaktør af Acta Linguisticas, siden æresmedlem. Eli Fischer-Jørgensen underviste fra 1939 i fonetik på Københavns Universitet, blev internationalt anerkendt og i 1966 udnævnt til Danmarks første kvindelige professor indenfor sprog- og litteratur. Var 1968 én af to kvinder, der kom i forskningsrådene: medicinaldirektør Esther Ammundsen i Statens Lægevidenskabelige forskningsråd og Eli Fischer-Jørgensen i Statens Humanistiske Forskningsråd, blev samme år optaget i Videnskabernes Selskab som første kvinde. Var under besættelsen professor Carsten Høegs nedhjælper i opbygningen af Frihedsrådets Centralkartotek. Var gæsteprofessor i USA, Indien samt Japan, blev udnævnt til æresdoktor ved Lunds, Aarhus og Københavns universiteter, modtog bl.a. Tagea Brandts Rejselegat samt Einar Hansens Forskningsfond. Skrev lærebøgerne Almen fonetik og A Phonetic Study of the stød in Standard Danish. |
|