Mini-biografi: Var søn af en karetmager, kom i malerlære, blev svend i 1891 og gik på Kunstakademiet 1889-95. Foretog studierejser til Visby på Gotland 1896, Tyskland samt Italien 1897-98, Østasien 1901-02, Færøerne 1904 og 1932, England 1912 samt Italien 1921. Markerede sig fra starten med genrebilleder og portrætter. Rejsen til Færøerne inspirerede Krause til en række billeder. Fandt desuden motiver i St. Magleby på Amager, i fiskerkonerne ved Gammel Strand samt sønderjyske byer. Hjemmet og atelieret dannede udgangspunkt for de københavnske byprojekter med store, omhyggeligt udførte raderinger. I 1905 købte familien en sommerbolig ved Farum Sø. Friluftsskildringerne herfra viser en lysere samt mere frigjort kolorit, hvorimod billederne af Farums gamle huse stadig er præget af Krauses mørke, tunge farver og faste tegning. Bogen København på Kryds og tværs i Billeder og Vers (1928), viser Krause som en veloplagt grafiker, mens han som maler, ydede sit bedste i portrætter af børnebørn samt i det karakterfulde selvportræt (1939). Virkede som kunstanmelder i 3 år ved "Ugens Tilskuer". Af Krauses værker kan nævnes Den døde kriger (1916), Badende pige (1916), Portræt af fisker Bindeballe (1920-39), Portræt af en ung dame (før 1926), Vejarbejdere (1930), Badeliv ved Farum Sø (1940) og Kålundsvej i Farum (1945). |