Mini-biografi: Var søn af en bogbindermester, der var indvandret fra Tyskland. Blev efter skoletiden uddannet som typograf, men kom snart til at arbejde som journalist i stedet. Stiftede som 27årig Socialdemokratisk Ugeblad i Aarhus, sammen med politikeren Harald Jensen, der af egen lomme betalte for udgivelsen. I 1884 skiftede bladet navn til Demokraten, der skulle blive en af de vigtigste socialdemokratiske provinsaviser, man fik i starten støtte fra den københavnske avis Social-Demokraten, men Marott og Jensen måtte selv, foruden at være redaktører, også være journalister og typografer, senere skrev bl.a. Peter Sabroe for avisen. I 1896 blev Emil Marott ansat som redaktør af Fyens Social-Demokrat og 1903 valgt til Folketinget for Socialdemokraterne, i Odense 1. kreds, sad på posten i 17år, men blev upopulær på grund af sine nationalistiske synspunkter under debatten om genforeningen. Marott ønskede at få grænsen syd for Flensborg og måtte ikke alene forlade Folketinget, men blev også fyret fra sit job som redaktør. Stiftede i 1923 et nyt parti: De Frie Socialdemokrater, der dog aldrig opnåede at komme i Folketinget. Marott fik siden bevilling til en biograf og ernærede sig ellers som skribent og ved at holde foredrag. Udgav i 1930 bogen Tidsbilleder med sine erindringer. |