© www.gravsted.dk 2003, 2023
| Lauritz Emil Rasmussen  | Dansk forfatter Født torsdag den 19. juni 1873 i Bro, Middelfart, Fyn Død onsdag den 30. maj 1956 i København |
Mini-biografi: Blev student i 1891 og cand.theol. i 1897, men mente ikke at kunne indlede en teologisk løbebane. Havde i studieårene også beskæftiget sig med filosofi, italiensk og spansk, nu tog Rasmussen til Italien i 1½ år og studerede digteren Giacimo Leopardi, hvis pessimistiske lyrik han havde elsket fra skoletiden. Tog i 1900 doktorgraden på en afhandling om hans digtning og året før udgav han Æstetiske Studier. Rasmussens skønlitterære forfatterskab under pseudonymet Jean Poincanard blev indledt med romanen Anita (1900), der skildrer livet i en moderne italiensk by. Herefter fulgte en lang række handlingsmættede romaner: Frants, Historien om en Præst (1902), En Kristus fra vore Dage (1904), Mafia (1906), Den kolde Eros (1908), Hvad Kvinder vil (1910), Søster Ingeborg (1913), Skriftemaalsdjævelen (1915) m.fl. I 1917 blev Barbarkvinder beslaglagt af censuren på grund af sine erotiske fantasier. Rasmussen var en kender af kunstnerlivet i det kosmopolitiske Europa, som han beskrev med fart og flugt og spændende scener af enhver art, især indenfor det erotiske. Dyrkede en såkaldt litterær verisme med speciale i udmalingen af en erotik, der af samtiden blev opfattet som pervers. Manglede dog kunstnerisk disciplin og opnåede aldrig folkelig gennemslagskraft med sine mange bøger. |

|