Mini-biografi: Faderen var etnolog, moderen kunstneren Inge Lise Westman og morforældrene, grafiker Karen Westman samt billedhugger Gunnar Westman. Emil Westman Hertz studerede eskimologi på Københavns Universitet 1999-2000 og blev uddannet som ubefaren skibsassistent på Georg Stage i 1999. Valgte derefter en kunstnerkarriere og blev 2002 optaget på Kunstakademiet i København, modtog undervisning i billedkunst til 2008 og opholdt sig 2007 på Maumaus School of Fine Arts i Lissabon. Fremstillede skulpturer, installationer, collager og papir-arbejder af materialer som dyreknogler, bivoks, stængler af bjørneklo, medicinemballage, bronze, der i særprægerede sammenstillinger fungerede som tableauer eller iscenesatte ophobninger, der kunne referere til anatomiske modeller, muterede cellestrukturer, arkitektoniske bygningsmasser og besjælede kulturobjekter. Westman Hertz' værker er repræsenteret i samlingerne på bl.a. Arken, Kunstmuseet i Tønder, Holstebro Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum, Bornholms Kunstmuseum og Magasin 3 i Stockholm. Hertz afgangsværk: Kiste, som ejes af Arken, er der blevet dystet om i Kunstquiz på DR-K. Hertz blev tildelt flere hædersbevisninger, her i blandt Arkens Rejselegat, midler fra Niels Wessel Bagges Fond, Astrid Noacks Legat og modtog i 2012 Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium. Var ved sin død aktuel med soloudstillingen "Under Bjerget" på Bornholms Kunstmuseum. |