© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Emilie Haralda Eleonora Emmy 'Emsy' Collet | Dansk salmedigter og kirkelig aktiv Født lørdag den 26. juni 1869 på Rønnebæksholm, Næstved Død onsdag den 12. september 1951 i København |
Mini-biografi: Var datter af en godsejer, yngst af tre børn, fik en opvækst med skiftende guvernanter og en stab af tjenestefolk. Flyttede med faderen til København da moderen døde i 1892. Emsy Collet var tiltrukket af den engelske vækkelses- og helliggørelsesbevægelse Evangelical Alliance, blev år 1900 medstifter af Kvindelige Missions Arbejdere, var selv formand til 1916 og udgav religiøse skrifter samt etablerede bedekredse for kvinder. Snart begyndte KMA at skole kvinder til aktivt menighedsarbejde og sende kvindelige missionærer til den tredje verden. Mænd kunne kun optages som passive og betalende medlemmer og foreningen fik en blandet modtagelse, især blandt hovedstadens præster. Indre Mission gav dog tilladelse til at KMA kunne holde møder i landets missionshuse og snart oprettedes små Daggryforeninger i provinsen. 1902 åbnede Dansk Missionsskole for Unge Kvinder, 22 kvinder blev herfra sendt ud i verden for at missionere, bl.a. i Syrien, Indien, Kina, Vestindiske Øer og Armenien. 1904 købte KMA en ejendom på Frederiksberg, som bopæl for ledende medarbejdere og til et forlag, der udgav religiøse flyveblade. Missionsskolen flyttede ind, undervisningen omfattede missions- og kirkehistorie, bibelstudier og dogmatik samt engelsk, dansk, skræddersyning, sundhedslære, orgelspil og sang. Emsy Collet, der var musikalsk, komponerede melodier til KMA's sangbog, skolen lukkede 1913. |
|