© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Christian Erhard Frederiksen f. Friderichsen | Dansk landøkonom Født søndag den 1. januar 1843 på Fuglsang, Lolland Død mandag den 12. oktober 1903 i Vordingborg |
Mini-biografi: Var søn af godsejer Johan D. Friderichsen, tog realafgangseksamen fra Sorø akademi 1857, gik på landbohøjskolen og blev landbrugskandidat 1862. Arbejdede på Ourupgård og påvirkedes af Edwards Tesdorpf højt udviklede landbrug. Erhard Frederiksen lærte mejerivæsen og studerede landbrug i Tyskland, Holland, Belgien, England og Skotland. Blev bestyrer og siden ejer af fædrenegården Nøbbøllegård, samlede en glimrende kreaturbesætning, byggede mønsterstald, anlagde vandmejerier, indførte damptærskeværker og forbedrede jorden. Oprettede 1872, sammen med broderen, der havde studeret sukkerroeavl og roesukkerindustri i udlandet, sukkerfabrikken Lolland og var landøkonomisk leder til 1877, hvor selskabet gik konkurs, mistede både ejendom og formue. Vejen var dog banet for sukkerroedyrkningens indførelse i dansk landbrug og fik siden stor betydning for Lollands landmænd. Frederiksen var med til at oprette Københavns Mælkeforsyning 1878 og studerede med offentlig understøttelse, maltbygdyrkning i England. Tog initiativ til afholdelse af årlige maltbygudstillinger og til at landhusholdningsselskabet 1883 nedsatte maltbygudvalget. Blev af sin svoger, redaktør V. Topsøe, ansat som redaktør af et landbrugstillæg i Dagbladet, udgav ugebladet Landbrugstidende og blev medredaktør ved optagelsen i Ugeskrift for Landmænd. Ansattes 1882 af C.F. Tietgen som landbrugskonsulent for sukkerfabrikkerne, var medlem af frøkontrolkommissionen og med til at stifte Foreningen af danske landbrugskandidater. Blev 1897 Ridder af Dannebrog. |
|