Mini-biografi: Var søn af en oberst, blev 1935 student med udmærkelse fra Aalborg Katedralskole, tog straks efter til søs, som kahytsdreng på motorskibet Malaya til Østasien. Vendte hjem året efter, blev rekrut i hæren, kom på officersskolen, var 1939 nr. 1 af 42 officersaspiranter og blev udnævnt til premierløjtnant. Erik Bennike læste nu til bygningsingeniør og tog kandidateksamen efter kun tre års studier. Besluttede sig i sommeren 1943, midt under besættelsen, til at gå under jorden for sammen med sin far at kunne hjælpe med at få danske jøder transporteret i sikkerhed til Sverige. Var om efteråret en af de ledende personer i oprettelsen af den illegale modstandsorganisation Polytekniker Bataljonen og deltog i sabotage og produktion af våben og sprængstoffer. Kom 1944 til Jylland, hvor en farbror var leder af modstandsarbejdet, skulle her være sprængningsinstruktør og leder af en officersgruppe under "Den lille Generalstab". Bennike havde senere firmaet A/S Terma, der var dækorganisation for bestilling af enkeltdele til våbenfabrikationen på værksteder rundt omkring i København. 18. april 1945 kom to mænd fra Birkedal-Hansengruppen ind på kontoret og ville arrestere to arbejdere, der fremstillede våben i baglokalet, Bennike gik ubevæbnet til modstand og blev skudt, mens det lykkedes de andre at undslippe. |