Mini-biografi: Var søn af en postmester, tog 1934 realeksamen og fik derefter en uddannelse i en mæglerforretning. Arbejdede i shippingfirmaer i Skotland, England og Danzig, var under 2. verdenskrig disponent i et firma i Århus, tog afgangseksamen fra handelsskolen og kom 1943 til rederiet J. Lauritzen, var efter krigen ansat i et firma i Ålborg. Erik Emborg kørte 1947, sammen med en bror til Tyskland for at afsætte dansk kød og mælk til de amerikanske besættelsesstyrker, de kom hjem med store ordrer og kunne 1948 oprette en afdeling i Frankfurt am Main, to år efter i Hamburg og siden kom London og Madrid til. Emborg så tidligt mulighederne i dybfrost, blev 1962 formand for Dybfrostindustriens sammenslutning, siden tillige for Dybfrostinstituttet. Udvidede sine eksportfirmaer med Emidan A/S, Erik Emborg Production A/S, var medstifter af Stendal Moler Export A/S, af A/S Eksportslagteriet Ålborg, Emdal Meat Packers Ltd. i Nordirland, af A/S Cerekem og Danish Food Technologists Ltd. . Var medlem af provinshandelskammerets eksportudvalg, Nordjyllands erhvervsråd, Grosserer-Societetets komité, var næstformand for A/S De Smithske, Ålborg, sad i bestyrelsen og var siden præsident i bestyrelsen for Rebild National Park Society samt landsformand, siden præsident i den internationale organisation Round Table i Danmark. Var Ridder af Dannebrog. |