© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Erik Münster | Dansk speciallæge, forfatter og brevkasseredaktør Født mandag den 21. april 1930 i København Død mandag den 27. juli 2020 i Gentofte |
Mini-biografi: Var søn af en butiksejer, blev student i 1948, fik samme år optaget en artikel med tilhørende billeder i Billed-Bladet om Vesterbros rodløse unge. Læste medicin på Københavns Universitet, udgav i studieårene bogen Tjen penge ved fotografering, tog embedseksamen i 1958 og blev samme år lægelig kommentator ved Danmarks radio. Erik Münster arbejdede til 1975 som læge ved københavnske hospitaler, blev speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme i 1969 og åbnede 1975 egen specialpraksis på Amager. Havde tillige en omfattende virksomhed som skribent samt brevkasseredaktør i mere end 80 aviser og ugeblade, fik nok det største antal patienter i Norden og havde i Norge sin egen fanklub: "Doktor Münsters medisinske samfunn, avdeling Bergen". Var i Danmark især kendt for sin spalte om Sex og Samliv i Ekstra Bladet og sin brevkasse i Familie Journalen. Patienter med problemer af mere intim art, bad gerne om råd i brevkasserne og fik gode klare svar af Münster, der var helt fordomsfri overfor minoriteter i samfundet. Münster fik udgivet adskillige bøger, bl.a. Peter Asschenfeldts lægeleksikon i 10 bind, Det Bedstes store læge-bog, Kønssygdomme, Seksualitet og Samliv samt Napoleon - mennesket, elskeren og patienten. Modtog i 1992 den fornemme Victor-pris for sit journalistiske arbejde. |
|