Mini-biografi: Var søn af en kommunelæge, blev i 1910 student, fik derefter en handelsuddannelse, først i København siden i provinsen samt i udlandet. Fik i 1918 ansættelse som prokurist i Langelands Korn- & Foderstofforretning, blev i 1920 direktør i Dansk Saasæd Kompagni og startede året efter sit eget firma. Erik Trock-Jansen sad fra 1929 i direktionen for grossererfirmaet A/S Gulbrandsen, Andersen & Co. i Toldbodgade og blev i 1962 direktør for Regulær Handelsselskab A/S. Var formand for direktionen i Danske Kolonialgrossisters Centralkontor, medlem af Bedømmelses- og Voldgifts-udvalget for kolonialhandelen på Københavns Børs, af Sø- og Handelsretten, af foreningen Nordens Styrelse, af Grosserer-Societetets komité, af bestyrelsen for Det Udenrigspolitiske Selskab, af bestyrelsen for A/S A C Illum og af priskontrolrådet. Erik Trock-Jansen blev udnævnt til Ridder af 1. grad af Finlands Hvide Roses Orden, til Officer af Storbritanniens British Empire Orden samt til Ridder af Sveriges Vasa Orden, modtog desuden Norske Kong Haakon VII's Frihedsmedalje. |