Mini-biografi: Var søn af en landinspektør, tog 1891 realeksamen og kom derefter i lære som tømrer på Østerbro i København, blev svend 1894. Tog derefter konstruktøreksamen, stod til søs med skoleskibet Georg Stage og gik siden på valsen i Sydeuropa og Nordafrika. Erik Vorm Lind kom hjem til Danmark 1904, blev medlem af Dansk Arkitektforening og nedsatte sig som arkitekt i Skive. Stod her for bl.a. Børsen i Slotsgade, Skive Dagblad i Torvegade, bebyggelsen Odgårdsvej 20-22, Brogården på Østertorv, Krabbeshus på Nordbanevej, Skive Sygehus, Skive Dampvaskeri, Gyden, Skive Badeanstalt, Skive Bank samt Højslev Kro. Det var imidlertid tegninger til mejerier, der skulle gøre Lind landskendt, det første var Krejbjerg Andelsmejeri og siden kom yderligere 341 til, hvoraf de to blev opført på Island. Lind var hermed Danmarks ubestridt største mejeriarkitekt. Blev en velhavende mand, der allerede omkring 1910 blev i stand til at anskaffe sig en bil og kunne melde sig ind som medlem af Skive og Omegns Automobilklub. Blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. |